Nu ser tingene anderledes, mere positive ud. Jeg blev i formiddags flyttet til Bispebjerg Hospital og indlagt oppe på 6. sal i bygning 60 - sikken udsigt!
Ved halvto-totiden fik jeg sat strøm på et par af elektroderne, i STN'erne/"Parkinson-kernerne", første gang, kun en enkelt volt, men pointen er at det langsomt skal trappes op. Jeg har nu et serienummer og får snart en fjernstyring så jeg selv kan skrue lidt op og ned på projektets foranledning, og jeg får et ID-kort så jeg aldrig skal gennem et sikkerhedsscan i en lufthavn igen - alt metallet i hoved og brystkasse ville få det til at gå amok, og hvad værre er, slå det fra, så det ikke længere virker.
Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle vise billedet af mig med hullerne i hovedet, men har besluttet mig for at det er en del af projektet, en del af "oplevelsen".
De to cirkulære åbninger er hvor selve elektroderne er sat ind. At køre sin hånd hen over hovedet giver en meget anderledes oplevelse for tiden, tro mig - sutur-tråd stikker, langt flere bump og andet end jeg er vant til. Selve ledningerne der går fra elektroderne ned til kontrolenhederne i brystet kan jeg slet ikke føle selvom jeg har prøvet at finde dem. Der er en historie om en forgænger der kunne mærke ledningerne og fandt det så ubehageligt at han ville have dem fjernet igen. Arme mand. Hvis skæbne jeg heldigvis ikke deler. Og den anden ting, hende der havde fået en blødning i hjernen af proceduren tæller ikke helt så meget i statistikken som før Det var imponerende hvad Bo Jespersen, kirurgen, fik klaret her, til nu ligner det en ren succes. Nu er det et spørgsmål om at få det meste ud af elektroderne. Og håbe og bede til at der ikke opstår infektioner i nogen af sårene, som jeg fik at vide, "så behandler vi det med nok penicillin til at kurere heste", det tager de meget alvorligt. Jeg også. Jeg får taget blodprøver der skal vise om der er opstået en infektion, fingrene er krydset. Suturerne skal ud i midten af næste uge, så er det meste af håndarbejdet færdigt, så handler det om strømmen - hvor meget hvor henne.
torsdag den 2. maj 2013
35 timer efter
Etiketter:
Bispebjerg Hospital,
danmark,
dbs,
deep brain stimulation,
dystoni,
elektroder,
gpi,
hals,
hjerneskade,
hjernestimulering,
københavn,
spasmodisk,
torticollis
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)



1 kommentar:
Hej HP
Det lyder som en større omgang, du er igennem. Hvor er det godt, at det forløber planmæssigt og at du er ved godt mod - og har grund til at være det.
Kan du forklare lidt om selve mekanikken i projektet? Hvordan virker det og hvad er det forventede resultat?
Jeg sender dig mange positive tanker. Er der noget, du mangler, som man skulle komme over med? Vil du have besøg?
Manger varme hilsner
Søren Thorborg
P.S. Jeg er IKKE en robot.
Send en kommentar